Referat fra Holbæk-stævnet

I dagene 25-27. Juli var der 2.4 stævne i Holbæk – årets eneste på Sjælland. Vi havde – igennem Jens – fået ’fedtet’ os ind hos Holbæk sejlklub der samtidig afholdt DM for L23 og klassemesterskab for 606.

Traditionelt er der jo ikke så forfærdelig mange både til 2.4 stævner i Danmark – og slet ikke på Sjælland, hvilket kombineret med at stævnet delvist lå på almindelige ugedage og dels midt i sommerferieperioden gjorde at vi på forhånd havde forberedt Holbæk Sejlklub på at vi nok ikke blev mere end 5-6 både. Dette holdt bestemt ikke – vi viste os at være stævnets største felt med 16 både (1 NED, 1 GER, 5 SWE og 9 DEN) skarpt forfulgt af L23 med 15 og så 6 606’ere.

Oprindeligt var det meningen at vi skulle have sejlet med på samme bane som L23 og 606 – altså omme ved Orø øst for marinaen - og med en sejltid på banen der godt kunne nærme sig en time. Da det viste sig at der var så mange 2.4’ere så blev vi hurtigt enige med stævnelederen om at vi skulle sejle på egen bane og at denne i stedet skulle placeres vest for marinaen, inde ved selve byen. Her var der så i tilgift kun knap en ½ times sejlads til banen.

Onsdag var dagen hvor alle og så småt begyndte at gøre deres både klar. Det blæste om ikke en ’pelikan’ så i det mindste en ’velvoksen hættemåge’ fra Vest (10-12 og så lidt mere i pustene). Kranforholdene er lidt komplicerede (drejning af kranen er med håndbetjent snoretræk) og molen er ganske høj ved kranen – når man står på sidedækket af sin 2.4’er så er molekanten tæt på skulderhøjde. Der var også visse der påstod at det ville være umuligt at ro op imod vinden hen til kajpladserne - det var kort sagt ikke ideelle forhold at søsætte 2.4’erer så vi valgte at trække den lidt i håb om at ’lystløgnerne fra Lyngbyvej’ (også kaldet DMI) skulle have gættet rigtigt da de lovede aftagende vind sidst på dagen. Det havde de ikke ! – det blæste stadig ganske solidt først på aftenen. Vi lavede derfor en aftale med stævnelederen om, at vi ville udskyde starten næste dag således at man kunne nå søsætning om morgenen.

Næste punkt var stævneåbningen hvor der heldigvis var lidt til alle os der var blevet stærkt dehydrerede i løbet af eftermiddagen.

Så skulle vi jo finde noget andet at fordrive aftenen med, og taget i betragtning at vi havde en lokal deltager hvad var så mere passende end at han viste os et godt sted at spise. En flok på 6 stykker gik på ’Sidesporet’ og fik lidt til mave og gane. Og nej - det er ikke et skummelt værtshus men faktisk byens vandrehjem, der har fået sit navn fordi det oprindeligt startede i nogle aflagte togvogne.

Efter dette opsøgte alle deres køjer – nogen i telt andre havde lejet sig ind i hytter på Campingpladsen. Plads-chefen her var faktisk lidt af en oplevelse – ved registrering Onsdag eftermiddag var han ganske flink – men gav os nøglen til en hytte der allerede var udlejet (til svenske 2.4-sejlere). Han lovede også at lave en køre-rampe til Knud Rune’s stol samt at vi selvfølgelig kunne køre helt til hytten i biler. Det viste sig dog da vi ankom kl. 22:03 at bommen var for og låst. Vi lavede dog åbenbart så megen larm at han kom ud og deklarerede at ’der skal være ro på pladsen kl. 22 !’. Jeg prøvede at erindre ham om hvad han havde lovet tidligere på dagen – hvortil han spurgte om vi havde noget vi ikke kunne bære derop. Så var det jeg forsøgte med lidt sarkasme – ’Nej – ikke hvis vi går en 10-12 gange’ og håbede at det blødgjorde ham, men ak nej han sagde bare ’Godt’ og så gik han ind i sin bolig igen……

Da vi så fik os bakset op til hytten viste den lovede rampe mere at ligne en gammel havelåge end noget andet og var så stejl at der måtte skubbes for at komme op. Nå – men til køjs kom vi da.

Torsdag morgen oprandt og alle havde ventet en noget aftaget vind – men nej, det blæste stadig kraftigt. Efter en enkelt udskydelse af starterne med et par timer blev det besluttet ikke at sejle denne dag – en beslutning der var en rimelig generel opbakning til blandt sejlerne.

Torsdagen gik så med forskellige aktiviteter - heraf mest venten, men der var da nogen der benyttede lejligheden til at hilse på lidt familie når de nu alligevel var på ’djævleøen’. Der var også nogle af os som fik uventet underholdning af en L23’er som åbenbart ikke mente at det var nødvendigt at sejle gennem havnehullet men i stedet forsøgte at smutte over kampestens-molen. Det lykkedes dog ikke og han humpede tilbage til kranen får at få løftet stævnen for at se på omfanget af skaderne. De fik noget ’gille-galle’ af en eller anden slags og så var de klar igen – set indefra så det faktisk ud som om de var lige ved at lave stunt’et en gang til men denne gang fangede de vist en pæl i stedet …..

Fredag – nu var det endeligt vejr til at sejle og alle begav sig mod banen, efter at være blevet advaret om at man burde holde sig nogenlunde til sejlrenden på vejen derud. Det var det ikke alle der helt havde fået med i forbifarten og en delegation på 2 både fra ’Smilets by’ var lige inde og føle på underlaget. Det var dog ikke de eneste grundstødninger – faktisk så lå startlinien så tæt på en grund at der var to der gik på grund under pre-starten til første sejlads (den ene var en genganger fra turen ud) og så måtte der en udsættelse til for at få dem bragt flot (hvilket tog lidt tid da de sad godt og følgebåden i øvrigt gik i stå).

Men i gang kom vi og fik 2 sejladser inden frokost i sådan en gang mellemluft med lidt pust og så lidt regn ind imellem. Top 3 i alle sejladser var DEN 125, DEN 114 og SWE 380 – lidt trivielt ikke ? Efter frokost – som vi sejlede tilbage til marinaen og indtog - var det tid til at sejle videre. Denne gang havde man dog klogelig valgt at flytte starten lidt væk fra den grund der drillede om formiddagen.

Vi fik 2 sejladser om eftermiddagen under nogenlunde samme vilkår – dog kom der i den ene sejlads en rigtig fed regnbyge som gjorde at man ikke kunne se en hånd for sig, i det mindste ikke hvis man er brillebærer og havde troet på løftet om solskin og derfor havde iført sig solbriller….jeg burde nok have haft et gult felt med 3 sorte prikker på stævnen i den sejlads. Top 3 i disse sejladser var de tre samme både men med en lidt anden rækkefølge – SWE 380, DEN 114, DEN 125 i 3. sejlads og DEN 125, SWE 380, DEN 114 i 4. sejlads.

Efter denne dag førte DEN 125 med 6 point mens DEN 114 og SWE 380 delte 2.pladsen med 9 point hver mens de næste placeringer havde 23 point eller mere. Pladserne på pallen var således allerede afgjort hvis ikke der skete havarier men den indbyrdes strid var meget åben, da sejladserne var blevet afgjort meget tæt. - bla. i 4.sejlads hvor Bent vandt på mållinien med et par millimeter da SWE 380 kiksede en bomning.

Banen var med gate i bunden hvilket gav lidt hovedbrud for nogen – hvilken side var lige den rigtige at gå efter ?. Valg af galt mærke kostede nemt 2-3 pladser i rundingen alene.

At jeg ikke kan beskrive topkampen i sejladserne mere intensivt ja det skyldes at nogle dumme fejl såsom berøring af set-off mærket i en runding som 3’er gjorde at jeg holdt mig høfligt tilbage.

Efter sejladserne var der et lille arrangement med lidt mole-øl og uddeling af lidt dagspræmier for forskellige mere eller mindre kreative indslag og så gule føretrøjer til de førende. Senere var der så spisning og almindelig snakken kombineret med lidt fadøl.

Lørdag morgen oprandt med det skønneste solskin og 3-5 m/s fra vest. Det store spørgsmål var selvfølgelig om der ville komme mere eller mindre vind i løbet af dagen. Nogen af os havde tyv-trænet et par gange i Holbæk og havde erfaret at termik-vinden der er fra nord styret af opvarmningen af det meget land der ligger syd for fjorden. Samtidig lovede DMI at vinden ville dreje sydover – altså den klassiske situation hvor gradientvind og termik-vind modvirker hinanden og den deraf følgende uundgåelige konklusion - på med det tynde grej. Det viste sig dog på vejen ud at det kun var DEN 121 der var nået til denne konklusion da alle andre havde medium-grej på.

I 5. sejlads var der 3-5 m/s og den var relativt retningsstabil – bortset fra den helt generelle tendens til at man skulle lidt ud til venstre og så op mod mærket på BB halse for til sidst at tage det sidste stykke på SB. Min beslutning om at sejle med den tynde fok viste sig ikke at være helt forkert – jeg fik sneget mig ind på en 3’er efter DEN 114 og SWE 380. På den sidste løber var SWE 380 faktisk i en relativt klar føring (og han sejlede stærkt ’ned ad bakke’) mens der var god plads fra nr. 3 ned til 4. Dette resulterede i at DEN 114 gik på venstre side, SWE 380 i midten/lidt til venstre og DEN 121 til højre. Om vores svenske ven har kuglelejer i halsen ved jeg ikke men det så faktisk sådan ud – han havde meget travlt med at se efter os 2 andre. På et tidspunkt viste højre side sig at være rigtig god og så begik SWE 380 den klassiske fejl – han skiftede hest og bommede til SB for at komme over til DEN 121. Dette var den rumme halse mens DEN 121 gik BB og dermed kunne gå ret dybt ifht. banen hvorfor svenskeren faktisk måtte sejle et godt stykke ud til højre før han var imellem DEN 121 og mål-linien og nu var der kun et par længder imellem os. I mellemtiden havde DEN 114 benyttet sig af chancen til at få lidt ’skøde-øvelser’ – fokke skødet fangede stævnen da han ville bomme til SB og så var der kun en vej og det var tilbage på BB. Efter lidt nørkleri med at binde skøder op, bomme og gribe den løse ende på dækket og så få skøderne tilbage var DEN 114 faktisk langt ude til venstre og vi andre havde sådan set afskrevet ham men ak nej – han fik vindskred og tryk og fik den presset ned over BB ende af linien meget tæt foran SWE 280 - truttene kom inden for 1 sek.. DEN 121 måtte tage til takke med en 3. (dog med overlap på SWE 380) – men det var da et skridt i den rigtige retning og jeg følte at jeg havde skud i kassen. Dommerne ville ikke fortælle hvem der vandt sejladsen så de små regnestykker omkring indbyrdes placeringer helt i top var ikke helt sikre. DEN 125 var uheldig i denne sejlads, kom aldrig rigtig med og endte som 8.

6. sejlads lignede meget 5. sejlads. DEN 121 havde tilsyneladende fået blod på tanden efter 3. pladsen og kom rigtig godt med fra starten og der var ikke meget afstand imellem de 4 første (DEN 114, DEN 125, SWE 380 og DEN 121) på første opkryds hvilket også holdt sig ned af løberen. Ved gaten valgte DEN 114 og SWE 380 den BB side mens DEN 121 og den 125 valgte den SB. Da der som tidligere omtalt var et spor der sagde at man skulle lidt til venstre gik alle af sted på SB halse og så var det ellers bare med at finde den bedste VMG. Et godt stykke oppe ad banen kom den længe ventede lille skraller på små 5 grader og DEN 121 fik lejlighed til at slå op i banen – det var dog hurtigt tydeligt at det var meget tæt med DEN 114 så det blev til et slag i læen, tilpas tidligt til ikke at genere ham så meget at han vendte bort. DEN 121 runder toppen som, 1’er med DEN 114 lige i hælene som igen blev fulgt af DEN 125 og SWE 280. De to sidste havde dog mistet terræn på opkrydset. DEN 114 er jo ikke ligefrem kendt for at sejle langsomt ’ned ad bakke’ og DEN 121 er ikke ligefremt kendt for at sejle hurtigt i tynd luft, så der var lagt op til en spændende lænser – dog ikke mere end at vi kunne sludrede lidt på vejen og DEN 114 mente jo nok at han ville komme forbi (det sagde han i hvert tilfælde), men da vi passerede gaten på vej ned til linien så kom det tørt ’Nå – men selvom din mast knækker nu kan den vel lige nå at falde ind over linien’. Placeringerne blev DEN 121, DEN 114, DEN 125 SWE 380 – en rækkefølge som gjorde det endnu mere interessant at kende afgørelse på første og anden i 5 sejlads - men nej, dommerne var ikke til at lokke noget ud af. For DEN 114 galt det altså om at holde sig til DEN 125 og SWE 380 mens det for DEN 121 var sikkert med en samlet 4.plads i stævnet (og dermed referent-jobbet) så der skulle altså satses i sidste sejlads.

Til 7. sejlads var vinden begyndt at aftage og der var ikke alverden at sejle på fra start (men nok til at stævnets eneste tyvstart ’opført’ af SWE 220). Lidt skyer samt nogle vindmøller på land afslørede dog at der var luft på højre side af banen. Størstedelen af feltet (heriblandt de 3 førende) valgte at starte fra midten og ud mod BB ende af linien mens nogle stykker (heriblandt DEN 121) valgte den anden ende. Et stykke tid så det rigtig godt ud for dem der var startet til SB – vi havde faktisk de andre tværs små 100 meter nede i læen og så tænkte vi nok alle ’10-4, og så har vi kortere hen til vinden der blæser igennem fra den nordlige side’. Men ak – der var et gevaldigt hul på vejen derhen og et forsøg på at redde lidt ved at slå ind i banen igen kunne ikke redde noget. Derefter var det ikke til at se hvad der foregik i toppen, da dem fra BB side slog over og fik ’vores vind’ og for af sted, så rundingsrækkefølgen i toppen kan jeg desværre ikke kommentere indgående, dog var det SWE 327 der rundende først med DEN 114, DEN 125 og SWE 380 lige efter. For DEN 121 blev det til en runding som nr. 12 og så var det jo bare med at få det bedste ud af det – det endte med en 6.

Så ventede der ellers en lang tur ind i vind omkring vacuum – og ca. 100 graders varme.

Den store spredning gjorde dog at der ikke var den store kødannelse ved kranen og de fleste nåede på land inden dagens aftersailing med fadøl og dagspræmier. Denne gang lykkedes det faktisk en 2.4’er at få en af disse – den gik til SWE 220 for at have lavet stævnets eneste tyvstart.

Efter lidt mere fadøl, vinsmagning, mere afrigning og kran-løft af de sidste var det tid til præmieuddeling og efterfølgende grisefest – der kom en slagter med en stor grill og to pattegrise (saltede, røgede og kogte) og så blev der ellers spist, drukket og snakket, samt holdt de sædvanlige taler. Senere kom et jazz-band og underholdt et par timer. For de fleste af os blev det et sted mellem meget sent og ekstremt sent før vi kom tilbage mod køjerne – faktisk sad der stadig et par L23 sejlere og fortalte løgnhistorier akkompagneret af det sidste fadøl da vi ankom til morgenmad kl. 8…….

Alt i alt et rigtig godt stævne og det var faktisk hyggeligt at der var andre sejlere – og i løbet af grisefesten lavede vi en aftale med L23-Klubbens formand om at vi ville blive inviteret med til deres DM næste år.

Det var også rigtig dejligt at se så stor deltagelse til et stævne på Sjælland – tak til de jyder der drog herover hvoraf en del jo ikke før har været med til vore stævner herovre. En af dem –Erik Schibsbye – stillede op i DEN 107 fra Kolding Sejlklub, og til trods for at det var hans første 2.4 stævne (og tredje gang han sejlede 2.4’er) viste Erik rigtig gode takter. erik gjorde også noget andet meget positivt – han fik rystet GER 10, Christian, så meget ved at true med en protest at Christian endte med at komme med en dåsebajer for at sige undskyld (desværre for Erik var han der så bare ikke lige på det tidspunkt). Til dem der ikke kender Christian så godt kan jeg supplere med at han konsekvent dækker enhver sejler indenfor rækkevidde – uanset om det er 20 sekunder efter start er på starten af første løber. I løbet af aftenen lykkedes det faktisk på denne baggrund (og med hjælp af passende mængder rødvin og fadøl) at få overbevist Christian om at det faktisk ikke er så snedigt som han selv gik og troede.

Tak til alle deltagere for nogle hyggelige dage, tak til ’Kaj & Bøje Udvalget’ for at køre sejladserne for os, tak til ’Holbæk Sejlklub Senior Catering’ for at servere god mad alle dage og tak til Jens for at få os ’fedtet ind’.

Peter Braun

DEN 121