Kolding Cup / Uofficielt DM :

Kolding Cup 16. - 17. august 2003; Danskerne gjorde rent bord i internationalt felt ! De første 5 pladser blev alle besat af danskere.

I alt 24 deltagere var mødt frem, herunder nogle af vores udenlandske venner, så igen i år øgede deltager antallet. Lørdagen, lagde ud med passende jævn til tider frisk vind, som gav vand i håret (og en hel masse andre steder) som nu Kolding Fjord kan gøre det, og vi fik sat 4 sejladser på tavlen, med de danske deltagere flokkende i den øverste del, med Preben Kristensen DEN-115 i en snæver føring foran Jens Als Andersen DEN-126 og Bent Møller-Sørensen DEN-125. Søndag skiftede helt over til den lette afdeling, så stævnet fik testet alle deltagernes evner, og specielt Preben og Bent viste hvordan den erfarne sejler udnytter den slags.

VM, Eckernförde

85 både fra 12 lande, på linien er en HELT anden sag, og de fleste af dem var kommet for at vise hvad de kunne. Startlinien var så lang (5-600 m) at man allerede i god tid inden 5 minutteren skulle have besluttet sig for hvilken ende man ville starte i, da det kunne knibe med at komme hen til den anden ende og lægge sig i position, hvis man skiftede mening. I løbet af stævnet viste det sig at selv de normalt start sikre svenske og finske sejlere var så tilpas usikre at der var ganske gode huller at finde selv på de mest attraktive pladser af linien, og en 3-4 længders dyb sæk midt på linien, hvis man ellers turde gå efter den, når ét minut reglen var i kraft (start regel 30.1 India, hvilket betyder at man skal helt udover enden af linien hvis man er over inden for ét minut før starten).

1. dag med jævn vind, demonstrerede at der var nogen der var mere vant til de store felter end andre, og det danske kontingent der normalt sejler i noget mindre felter, lavede tilsammen kun 3 ét cifrede placeringer i dagens 3 sejladser. At Jens DEN-126 mellem 2. og 3. sejlads blev påsejlet af en bagbordshalse båd, og efterfølgende i 3. sejlads overså et minut reglen med en OCS til følge, glædede forhåbentlig stærkt sejlende Erik DEN-107, der fik sin 7. plads forbedret et hak, til den ledige 6. plads i den sejlads. Derudover udgik Den højt ærede formand (Peter DEN-121) allerede i anden sejlads med en flænget fok.

2. dagen fortsatte i samme stil, med Bent DEN-125's 4. plads i 5. sejlads som en smuk undtagelse og med Preben DEN-115, med et par gode placeringer i den tynde ende af feltet, førende de danske farver. Efter at have sejlet sejlads 4 og 5 blev vi sendt i havn, og alle troede at dagens sejladser var ovre, men henad 18 tiden var aftensmaden åbenbart ikke klar endnu, for pludselig blev der signaleret start om en time, hvilket medførte en del tumult, og en del sejlere valgte helt at blive på land herunder Peter DEN-121 med sin skadede fok. Jens DEN-126 havde sendt sin båd tilbage til værftet for afsluttende reparations arbejde, men Danny McCoy (CAN-1) - den ny valgte præsident for den internationale 2.4 mR klub - ville heldigvis ikke ud at sejle, og stillede beredvilligt sin båd til rådighed. Men med en anden (hånd) styring blev det en noget vakkelvoren forestilling, som dog endte uden yderligere episoder.

3. dagen var der lovet byger, hård vind til kuling, hvilket holdt dommerne fra at sende os ud, da de var bange for ikke at have tilstrækkelig med følgebåde, til at assistere hvis der skulle komme problemmer med flere både på en gang. Hen på efter middagen, blev vi dog sendt ud, og selvom vinden øgede - klassereglerne siger at vi ikke starter i over 25 knob (ca. 13m/s)- fik vi startet, og med trænerens opsang fra aftenen i forvejen ringende i ørene, lagde Jens DEN-126 ud med at føre feltet an, men ak og ve halvvejs oppe af andet opkryds blev sejladsen skudt af på grund af for meget vind. Tilsyneladende havde nogen glemt at fortælle dommerne at det den dag var Jens's fødselsdag, men det måtte den danske lejr så høre på resten af aftenen.

4. dagen fortsatte med samme vind som 3. dagen, dog uden regn byger, så da dommerne igen udsatte starten var der efterhånden en forventning om at det ikke blev til mere. Men netop som vinden øgede yderligere blev der signaleret afgang?! og selv om det blæste mere end dagen før gennemførtes en sejlads i noget der blev rapporteret til 14-15 m/s i stødene. Med lidt hjælp af nogle tyvstartende konkurrenter fik Bent DEN-125 og Jens DEN-126 lavet et par af de én cifrede.

Der var i feltet en del ganske høje scores, også blandt de førende både, så til trods for det noget svingende danske resultat endte det med:

Navn                       Sejlnr.     Plac.     point

Marko Dahlberg     FIN-112      1          30

Damien Seguin       FRA-13       2          31

Stellan Berlin          SWE-379     3          36 (2002 verdensmester)

Eckernförde er en sommerby, med en hyggelig gammel bydel, med masser af gode restauraner og caféer, og et forretnings hoved strøg som tiltrak en del af de medrejsende kvindelige supporters.

Den arrangerende klub havde lagt sig i selen for at lave et godt arrangement, og endeløse taler på tysk ved indvielsen, er åbentbart noget man må leve med når man deltager i stævner i Tyskland, men det tiltrækker nu ikke den store interesse fra de udenlandske deltagere, men de var kvikke så de fik rettet det til præmie overrækkelsen, som foregik på engelsk. Det er også tydeligt at se når man kommer i klubber der ikke har 2.4 mR erfaring, at de er noget usikre på hvad det kræver og hvordan vi skal håndteres. For eksempel er vi nødt til at ligge med siden til broen da man ikke ustraffet forsøger at gå i land over fordækket på en 2.4 mR, hvilket gør at 85, iøvrigt små både, fylder næsten 400 m flydebro ! Men de var vakse til at korrigere hvor de kunne og der var i det hele en god stemning.

For de fleste var dette samtidigt sæsonens sidste store stævne, dog mangler svenskerne og finnerne stadig nogle rangliste stævner. I Danmark vil vi udover lokale sejladser, i Kolding og evt. Viborg og Holbæk forsøge at finde en Weekend i efteråret til en uformel dyst.

For de handicappede sejlere var der næsten direkte afgang til Athen til IFDS - VM i uge 37 (se www.2003ifdsworld.gr/) , samme sted som de Paralympiske Lege til næste år (se www.athens2004.com)

VM 2004 foregår i Gävle nord for Stockholm, hvor der givet vis kommer flere deltagere, da Sverige og Finland er de to største deltager nationer, og hvor der formodentlig også bliver et mindre pænt dansk selskab, der vil forsøge at blande sig i pointene.

Følg med på www.sailingsource.com/24metre/ og her på www.24meter.dk/.